 |
Svævefly-oversigten giver detaljeret info om næsten 200 forskellige rc-svævefly.
Trinitus, Espada, Crossfire, Stork II Pro og mange, mange flere...
Se selv! |
 |
|
|
Databasen indeholder i øjeblikket over 400 billeder. Vælg imellem mange forskellige emner og kategorier.
|
|
|
|
|
En grønskollings ilddåb
af Allan Feld
En aften på flyvepladsen i AMC spørger Peter Mikkelsen, om ikke jeg kunne have lyst til at deltage i et F3J stævne i Holstebro. Det lyder spændende, men jeg indvender, at jeg mangler alle forudsætninger, ikke mindst en flyver og forstand på at flyve den.
Min piloterfaring indtil nu begrænser sig til diverse el-flyvere samt fra en bovlam Blue Phoenix. ”Intet problem” siger Peter. ”Du låner en flyver af mig, og så træner vi på onsdag”.
Onsdagen oprinder, og et startspil bliver rigget til. Jeg bliver indviet i Trinitus’ens anatomi, og lærer om brug af flaps og crow-mix.
Trinitus’en stiger til himmels. Peter er ved roret, men snart får jeg stukket senderen i hånden. Jeg får instrukser om, hvordan jeg skal styre krabaten. Vi finder lidt termik. ”Brug sideroret”, ”ret op”, ”drej”, ”stig” osv. Det virker. Højden øges gradvis, men på et tidspunkt er festen alligevel forbi. Højden er brugt op, og det er tiden at lande. Trinitus’en kommer nydeligt ind mod vinden i moderat højde med kursen mod landingsmærket. Der bliver kommanderet ”brems” og jeg trækker pinden helt tilbage. Ups, det var lidt rigeligt, men der er endnu højde nok til at få mere fart på. På forunderlig vis ender det med at Trinitus’en lander blidt og ikke så langt fra landingsmærket. Efter endnu 4 ture på næsten samme måde er jeg klar. ”Verden, gør plads. Nu kommer jeg”.
Stævnet - det jyske mesterskab i F3J – afholdes i weekenden d. 3-4/5 på Lindtorp flyveplads ved Holstebro. Flyvepladsen er nedlagt for år tilbage og startbanen ligner en syddansk motorvej - fuld af huller og med sporadisk græsbevoksning i asfaltens revner. Men det er lige meget. Vi skal slet ikke bruge asfalten. Værre er det, at der somme steder står 10-15 cm. klart vand på græsset. Alle er iført gummirøjsere, men flyene tåler ikke vandet.
Fuld af forventning, men også med bange anelser om hvad jeg har indladt mig på, ankommer jeg til Lindtorp fredag aften. Peter og flere andre piloter har været der siden middag for at træne. Den første flyver har allerede mødt sit endeligt under en træningsflyvning med startspil. Den uheldige pilot er taget hjem af lutter kummer.
Der er sørget for aftensmad. Erik og hans søde kone Birthe inviterer på aftensmad i deres hjem nogle kilometer fra flyvepladsen. Birthe har stået over den sorte gryde, og har fremtryllet en velsmagende men ubestemmelig ret. Da det mørkner går turen tilbage til flyvepladsen. Klubben har nogle dejlige lokaler, hvor luftmadresser og liggeunderlag kan rulles ud. Snart stiger en hyggelig småsnorken op fra gulvet rundt omkring. En lang dag venter.
Så er det lørdag morgen. Klokken er 7. Ud af poserne. Brrr, det er småkøligt. Vejret er gråt, og der blæser en frisk vind fra nord-nord-øst, dog ikke kraftigere end at der er gode muligheder for termik, siger en af de øvede piloter. Min medbragte bærbare PC med GSM-modem bliver startet op, så vi kan få den seneste melding og et radarbillede fra DMI. Ingen udsigt til regn i Vestjylland. Regnen plager kun Københavnsområdet.
Vindretningen bliver pejlet af, og med kyndig mine beslutter stævneledelsen, at vindretningen er stabil. Kompasretningen bliver angivet, og nu kan startlinerne lægges ud under behørigt hensyn til de oversvømmede områder.
Holdene lægger hver 2-4 linier ud med en faldskærm i den ene ende og trækhåndtag bundet på i den anden ende. Der bliver også markeret en fælles startlinie og et landingsmærke til hvert af de 3 hold. To forskrækkelige elektriske dyt-horn bliver sat op – et i hver ende af startlinien. Nu er alting klart – undtagen piloterne.
Klokken er blevet 9 og i klubhuset venter kaffe og friske rundstykker fra Bur bageri. Mens rundstykkerne finder deres bestemmelsessted holdes briefing. Der skal som minimum flyves 5 runder, men gerne 6 eller 7, da det kun er de 5 bedste resultater der tæller. Dvs. hver pilot får mindst 5 ture, og med hold på 4 mand bliver der i alt mindst 20 starter. Der skal fart på, hvis vi skal nå det.
Der er lagt op til at en testflyvning lørdag aften, hvor det skal vise sig, om der er nogen urimelig konkurrencemæssig fordel ved at bruge startspil i stedet for løbere. Nogle af de lidt ældre piloter har svært ved at klare løbeturene, og vil gerne bruge spilstart. Lad mig allerede nu afsløre at testen viste at spilstart var ringere.
Der er også lagt op til en uformel HLG (Hand Launched Glider) konkurrence. Flere af deltagerne har medbragt deres små HLG modeller.
Nu afsted til startpladserne. Vi mangler nogle løbere, men et par lokale klubmedlemmer har velvilligt stillet op. Også stævnelederen kommer fra den lokale klub. Under hans myndige ledelse og med ægte vestjysk sindighed, bliver stævnet sat i gang. Holdene gør klar til første start. Peter er første pilot på vores hold. Hans hjælper ved startlinien, mens Henrik og jeg trasker ca. 120m ud i fædrelandet for at finde den anden ende af linen. Vi hanker op i træktovene og venter på et signal fra Peter. Startproceduren er den samme hver gang. To løbere er klar til at trække flyet op. Hjælperen ved startlinien holder flyet klar til start og spænder startlinen an. Piloten står klar med senderen. Når stævnelederen melder ”Arbejdstiden begynder om 30 sek. Fra – nu!” starter hjælperen sit nedtællingsur fra minuttallet 10:30, og svinger med armen for at advisere løberne om, at de nu skal være opmærksomme. Når stopuret viser 10:02 sparker piloten ud med det ene ben som signal til løberne om at starte. Nu spæner løberne alt hvad remme og tøj kan holde til – sommetider lidt mere, og linen spændes til bristepunktet. Præcis på minuttallet 10:00 lyder de forskrækkelige dyt-horn, og hjælperen slipper flyet. Svusssj, flyene stiger til himmels som raketter. Løberne spæner som om f….. var efter dem, men pludselig går farten af. Flyet er kommet så højt op, at trækket bliver mere lodret og løberne skal nu lægger vægten i for at give flyveren den sidste katapult. For mit eget vedkommende har Vor Herre og Mc Donalds bygget min krop sådan, at jeg absolut har min styrke i sidste del af startfasen. Jeg synes, at det er lige imponerende hver gang at mærke de kræfter, der er på spil, og høre smældet fra faldskærmen og hvinet fra vingerne, når linen udløser.
De piloter der får en god start giver sig til at søge efter termik. Måske beslutter en af piloterne sig for at omstarte, hvilket man må gøre én gang pr. flyvning. Så skal hans løbere på arbejde igen. Måske ligger der en ekstra line klar, så trækhåndtagene blot skal flyttes. Måske skal en af løberne ud for at finde faldskærmen fra seneste start og bringe den til startstedet i en fart – og derefter hurtigt tilbage til løbepositionen. Er der ikke omstart, har løberne god tid til at få bragt startlinen tilbage til startstedet. Når piloterne omstarter, skal de have arbejdet højden af og lande hurtigst muligt. Så er der lejlighed til at vise manøvrer, som ikke lader kunstflyverne noget efter. Specielt Trinitus’en er aerobatisk og kan flyve meget strækt. Det synger og piber i luften, når den kommer ned med stor fart.
Hvis ellers alt går vel og iflg. F3J reglerne, skal flyet ligge på jorden igen efter præcis 10 minutter og helst på landingsmærket. Det er dyrt at lande ved siden af, og det er også dyrt at flyve for længe. Strækker flyvetiden sig til over 11 min. bliver man diskvalificeret. En landing mere end 15m fra landingspunktet, giver ingen landingspoints.
Jeg må indrømme, at efter de første løbeture begynder en mistanke at gnave i mit sind. Er det trods alt muligt at Peter’s invitation og velvillige udlån af flyver ikke kun skete med tanke på min pilotkarriere, men også var et forsøg på at finde lidt villig arbejdskraft? Jeg skubber straks de uværdige tanker fra mig. Det er jo også lige meget. Det er sjovt det her.
Så, nu er det min tur til at være pilot. Peter er hjælper. Jeg vurderer, at det er mere kvalificeret at være hjælper end at være pilot. Foruden at sende flyet af sted, skal hjælperen holde øje med alle andre deltagere. Har de fundet termik. Er de højere oppe. Har de haft omstarter. Hov, der kredser en rovfugl. Så er der termik. Skynd dig at flyve derover. I mit tilfælde har hjælperen yderligere den opgave at give råd om selve flyveteknikken, så hverken modellen eller andre deltagere kommer i fare. På et tidspunkt mener Peter, at jeg flyver spændende, og det tager jeg naturligvis som en kompliment.
Nu går starten snart. Jeg står klar med senderen. Blanke øjne og gele i knæene. Stævnelederen har startet nedtællingen. Peter tæller med på de sidste 10 sek. Ved 2 sek. sparker jeg ud med højre ben. Løberne sætter fart på. Hornet lyder. Peter slipper flyveren og til vejrs går det. Der er lidt slinger i valsen. Jeg korrigerer efter bedste evne. Nu går det bedre. ”Slå flaps fra” råber Peter. Jeg famler efter kontakten. Dér var den. Flapsene er slået fra. Det går videre opad. Lidt uro ind imellem. Så råber Peter, at jeg skal udløse. Et let dyk og derefter ret opad. Starten er overstået. Puha!
Nu er der mere ro på. Jeg kom ikke helt så højt op som de andre, men inderst inde er jeg godt tilfreds. Det gik ikke helt skævt. Nu skal der jages termik. Peter begynder at give instrukser om, hvor jeg måske kan finde den. Det har han som sædvanlig held med. Jeg opnår en pæn flyvetid, men omsider er det tid at lande. Peter har ført mig hen til landingsstedet, og efter et par æresrunder passer højden, så jeg kan gå ind til landing. Peter instruerer hele vejen ned, og på et tidspunkt kort før landing kommanderer han ”Brems”. Jeg slår bremsen ud og flyet bremser pænt op og lander vellykket kun 2 meter fra mærket. Pludselig lægger jeg mærke til, at det egentlig er dejligt vejr. Gråt, koldt og blæsende men dejligt. Nogle lærker hylder præstationen med sang. Som en verdensmand aflægger jeg senderen og bærer med påtaget ro flyet hen under presenningen.
Stævnelederen giver mig god tid til at nyde situationen. Hans jyske sindighed forbyder ham at jage med folk. Der er nogen der mumler noget om, at vi skal have mere fart på, men det forstyrrer ikke vores stolte leder.
Så, nu er freden alligevel forbi. Jeg skal ud at løbe igen.
Sådan går dagen slag i slag. Vi når i alt 5 runder. Morgendagens vejr skal afgøre, om der skal flyves flere kvalifikationsrunder, eller om vi skal direkte til finalen. På dette tidspunkt er jeg begyndt at spekulere på, om jeg overhovedet vil være i stand til at stå på mine ben i morgen. Jeg kan ikke mindes, at jeg har løbet så meget og så hurtigt siden jeg var soldat. Det er trods alt 25 år og 25+ kilo siden.
Nu er det tid til aftensmad. Det er igen Erik og Birthe, der står for køkkenet. Denne gang er den sorte gryde blevet kørt til klubhuset og indholdet er Chili con Carne (mest Carne aht. Eriks to charmerende unger, som også spiser med) men chilien er sat på bordet, så enhver kan skrue op for blusset efter behov.
Havde jeg måske haft en forventning om, at der kunne falde en anelse dug på sådan en lørdag aften i klubhuset, så bliver den gjort helt til skamme. Der bliver udvist stort mådehold. Folk er trætte oven på dagens begivenheder, og efter et par flyvehistorier og nogle andre løgnehistorier, er det sengetid.
Søndag morgen vågner vi ved lyden af vindens rusken i det spinkelt byggede anneks til klubhuset. Vindretningen er den samme, men styrken er skruet op til 10-12 m/s. Det betyder i hvert fald farvel til HLG konkurrencen, men hvad med F3J finalen. Mine bekymringer er overflødige. Der skal mere end 10-12 m/s til at skræmme en F3J flyver. Godt nok kan vi ikke forvente noget termik i den vind, men måske kan man finde en bølge at stå på eller blot holde flyet mod vinden længst muligt. Til gengæld bliver gårsdagens bekymring om bentøjet ikke gjort til skamme. Benene nægter at stå ud af soveposen. Efter lidt tid og lokket af morgenkaffens liflige duft lader de sig overtale til at vakle på morgentoilette. Først da jeg har overlevet dagens første løbetur, kommer benene til sig selv.
Efter morgenmaden går det løs. Først går vi ud på banerne, og så går vi ind igen - tilskyndet af en heftig regnbyge. Bygen er væk efter ca. 15 min. og vi er klar til dagens første start. Tju-hej hvor det går. Det er lige et vejr efter mit hjerte. Så snart vi er løbet 15-20 meter, klarer vinden resten, og der skal blot holdes godt fast ved linen. Et af holdene har problemer med den kraftig vind. De sprænger den ene line efter den anden. Det koster ærgrelser og points. Når linen sprænges tumler løberne hovedkulds forover. Heldigvis er jorden blød og uden åbent vand i løbeområdet.
Denne dag går det meste af flyvningen ud på at holde flyene op i vinden. Der er næsten ingen termik, og der er da heller ingen, der flyver fuld tid. Efter to runder er vi klar til finalen. Men først skal vi have frokost og stævneledelsen skal regne ud hvem finalisterne er. Det bliver Jesper Jensen, Peter Mikkelsen og Heinrich Jørgensen.
Finalen, også kaldet fly-off, består af 3 runder der alle flyves af finalisterne. Arbejdstiden er nu 15 minutter, men det har ikke den store betydning denne blæsende dag. Morgenens scenarie gentager sig. Først går vi ud, og så går vi ind igen. Bygen varer ½ time.
Ellers er der ikke den store dramatik i finalen. De 3 finalister får i førnævnte rækkefølge hhv. 6000, 5969 og 5664 point (se resultaterne)
Min forventning om en placering på sidstepladsen holder stik. Alt andet ville også være urimeligt i betragtning af de forudsætninger jeg mødte op med. Men takket være Peters kyndige vejledning blev det slet ikke nogen dårlig sidsteplads. Jeg opnåede en 12’ plads med 4100 points, mens der skulle 4600 points til en 11’ plads. Det var især mine landingerne, der kostede.
Til gengæld havde jeg opfyldt mine egne successkriterier, nemlig at jeg ville gennemføre alle flyvninger, og jeg ville undgå at smadre Peters flyver.
Trods alle strabadserne, var stævnet det hele værd. Jeg synes at F3J er dejlig måde at dyrke sin flyvehobby på. I modsætning til så mange andre grene af vores hobby, er man i F3J helt afhængig af samarbejdet med kollegerne. Der kræves nogen holddisciplin, og så er der den fysiske udfordring.
Især synes jeg at samarbejdet mellem pilot og hjælper er noget særligt. Ved mit samarbejde med Peter, kunne jeg som uerfaren F3J- pilot gennemføre konkurrencen med et acceptabelt resultat. Det ville nok ikke være gået i ret mange andre grene af modelsporten.
Jeg har allerede aftalt med Peter, at jeg må låne hans flyver, når vi skal til Esbjerg. Jeg tænker nok, at jeg har min egen flyver til næste sæson.
Tak til alle piloterne for en god oplevelse og for at tage pænt mod grønskollingen.
|
|
|
|
|
